Vi skal ALLE leve med konsekvenserne af IKKE at sige ja til vedvarende energi. Derfor skal vi turde træffe det modige valg og tage ansvar for den grønne omstilling – også lokalt i Køge.
I et debatindlæg i Dagbladet onsdag d. 22/10-26 foreslår Tanja Glückstadt (DF), at vi skal producere vores strøm og styrke vores energiinfrastruktur med olie og gas, mens vi venter mindst 50 år på måske at kunne få kernekraft i Danmark.
Det må siges at være rigtig bakkesnagvendt tale fra Tanja og DF’s side. Vi skal udfase fossil energi, ikke øge den. Og gad vide, hvor sådan et kernekraftanlæg overhovedet skal stå? Det bliver næppe i Køge Kommune, når politikerne ikke engang har mod til at placere en vindmølle. Hvem tør sige ”du skal have kernekraft i baghaven” til vælgerne? En undersøgelse fra Epinion viser at halvdelen af danskerne er imod kernekraft, hvorimod kun 15% er imod sol- og vindenergi lokalt [1].
Flere ting er vi dog enige med Tanja og DF om: Det er modige valg, der skal træffes, og de skal træffes nu. Vi skal udvise lokalt ansvar og sikre lokal handling. Kun på den måde kan vi sikre forsyningssikkerheden i Køge Kommune, også i en fremtid med markant øget elektrificering og forbrug. Netop derfor skal vi producere vores egen grønne strøm. Vind og sol på land er de billigste og hurtigste energiformer at etablere og dermed det mest økonomisk ansvarlige valg [2]. Vi er dog nysgerrige: Det fremgår af indlægget, at DF ikke er imod den grønne omstilling, men hvad er så helt konkret jeres løsning nu og her?
Solpaneler på eksisterende tage er i hvert fald ikke en tilstrækkelig eller bæredygtig løsning alene. Selv hvis alle tagflader i kommunen blev tapetseret med solpaneler, vil de kun bidrage meget lidt og desuden kan tagkonstruktionerne på vores gamle, fredede huse slet ikke bære solpanelerne, så disse ville skulle skiftes ud eller moderniseres. Hvilket er både økonomisk dyrt og slet ikke klimamæssigt hensigtsmæssigt. På nye bygninger, som fx STC transportcentret, skal der selvfølgelig placeres solpaneler, det er vi helt enige om, og det er en oplagt måde at øge andelen af grøn strøm i vores elnet.
At nævne kernekraft som et alternativ er at afspore debatten. Lad os slå det fast én gang for alle: kernekraft i Danmark har ingen gang på jord, det er varm luft. Det gælder også de såkaldte små modulære reaktorer (SMR). Det viser adskillige analyser. Senest er EA Energianalyse [3] nået frem til flere hovedpointer:
- Teknologik modenhed: De mest modne SMR-teknologier kan potentielt være mulige omkring 2030-2035. Men vi har hverken lovgivning eller erfaring i Danmark, og der mangler referencedata.
- Fjernvarme er afgørende: SMR bliver først konkurrencedygtig i 2040, og kun hvis den kan kobles til fjernvarmenettet til at dække basisforbruget.
- El-produktion: SMR udelukkende til strømproduktion vil selv under optimistiske forudsætninger først være rentabelt i 2050.
- Økonomi: Analysen peger på høje omkostninger, og kritikere, som fx Klimamonitor, fremhæver at disse skal reduceres betydeligt, før SMR bliver økonomisk attraktivt i Danmark.
Måske kommer det som en overraskelse, men et kernekraftanlæg skal også stå på land, i de åbne landskaber, og generer samtidig farligt affald. Vi har allerede radioaktivt affald liggende på Risø, som de ikke ved hvad de skal gøre med det. Så vi spørger: Vil du have atomkraft i din baghave Tanja? Vil din nabo?
Vi skylder vores børn og børnebørn, at de ikke skal leve med konsekvenserne af, at vi ikke etablerede VE-anlæg, mens tid var. Konsekvenserne ved ikke at leve med lokal grøn strømproduktion. Skal de leve i en verden med konstant stigende temperaturer, ekstremt vejr, oversvømmelser, pandemier, klimaflygtninge, stigende fødevarepriser, arters uddøen, astronomiske energiregninger og forsyningskriser? Vi siger nej.
Siger du også nej? Så skriv under und sig JA TAK til vedvarende energi.
Kilder:
[1] Andel: https://andel.dk/nejtak/
[2] Klima,- energi,- og forsyningsministeriet: https://www.kefm.dk/aktuelt/nyheder/2023/okt/regeringen-et-stort-skridt-paa-vejen-mod-en-firedobling-af-stroem-fra-sol-og-vind-paa-land
[3] EA Energi: https://www.ea-energianalyse.dk/da/analyse-af-atomkraft-i-danmark/